Vildanden

“Vil du kende sandheden, selv om den gør ondt?”

Gregers kommer hjem til byen efter 16 års fravær. Her møder han sin barndomsven, Hjalmar, som føler sig heldig. Han er fotograf, har en smuk kone og en datter på snart 14 – den næsten blinde Hedvig, som han forguder. Han fantaserer også om at opfinde store ting. Og han har ladet sin gamle far flytte hjem til sig og indrettet en indendørs jagtmark med harer og andet vildt oppe på loftet, så den gamle stadig kan komme på jagt. Der er også en vingeskudt vildand, som Hedvig holder meget af.

Men Gregers har en mistanke, som han går all-in for at afdække. Han vil lufte ud i de løgne, som han mener, at Hjalmars liv er bygget på. I takt med, at livsløgnen skrælles af lag for lag, bliver Hjalmar mere og mere forbitret, og afsløringen får fatale konsekvenser for Hjalmar og Hedvig.

Vildanden af Henrik Ibsen bliver ofte opfattet som et selvkritisk drama, hvor den nådesløse sandhedssøger, Gregers Werle, bare spreder ødelæggelse blandt de mennesker, han forsøger at oplyse. Ibsen var knivskarp i sin afsløring af menneskets hjælpeløshed i kampen mod de løgne, der kan vokse sig store rundt om ens liv.

Men han beskriver også selvbedraget med stor humor, så vi ikke kun gyser over denne tragedie, men også ler ad Hjalmar og Gregers, mens vi indser, at de ligner os selv. Stykkets mest kendte replik har underboen, Dr. Relling: “Ta’r du livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så ta’r du lykken fra ham med det samme”.