Torsdagskoncerten åbner med fire små mellemspil fra den britiske komponist Benjamin Brittens opera Peter Grimes – hver især smukke, men samtidig ildevarslende.
Nyt værk for basun
Derefter er Bo Holtens nye værk Concerto lirico per trombone ed orchestra på programmet. Solist i værket er danske Jesper Busk Sørensen, som siden 2009 har været ansat som basunist i det, mange anser for at være et af verdens bedste symfoniorkestre, Berliner filharmonikerne. Som den fjerde dansker i orkestrets mere end 130-årige historie konkurrerede han sig ind på en plads, som ikke havde været besat i otte år. Før det var Jesper Busk Sørensen i syv år ansat i Aarhus Symfoniorkester.
Selv om basunen gennem hele den europæiske musikhistorie har været et fremtrædende og hyppigt anvendt instrument i såvel ensembler som orkestre, så skrives der ikke mange værker for basun, så det var Jesper Busk Sørensen selv, der kontaktede Bo Holten med en opfordring til at komponere et sådant værk – og holde det i en forholdsvis melodisk form. Det har Holten gjort, og undervejs i de tre fortløbende satser leger han også med brudstykker af højskolesangen Jeg kan se på dine øjne, at du har en anden kær.
Efter pausen byder Aalborg Symfoniorkester på et romantisk værk af en kunstner i dyb krise. Selv om Tjajkovskij med stor succes havde turneret Europa tynd og var blevet hyldet overalt, hvor han kom frem, så tvivlede han voldsomt på sig selv. Den slags Weltschmerz kan der komme smuk musik ud af, og ikke mindst i andensatsen kan man se frem til en krævende, men utrolig smuk hornsolo.
Danskere med internationale karrierer
Ikke bare aftenens solist, men også koncertens dirigent samt Bo Holten, der har komponeret aftenens uropførelse, er danskere med internationale karrierer.
Thomas Søndergaard er musikchef for Royal Scottish National Orchestra efter seks sæsoner som orkestrets første-gæstedirigent. I juli 2022 blev det tillige annonceret, at Thomas Søndergaard efterfølger Osmo Vänskä som Music Director for Minnesota Orchestra, og fra denne sæson, 2023-24, har han indtaget rollen som både chefdirigent og kunstnerisk ansvarlig for det amerikanske orkester. Mellem 2012 og 2018 var han chefdirigent for BBC National Orchestra of Wales, og før det chefdirigent og musikalsk rådgiver for NRK – Norges Radios Kringkastingsorkester.
Bo Holten (f. 1948) er internationalt anerkendt både som dirigent og komponist. I 1979 stiftede han koret Ars Nova, som han dirigerede frem til 1996. Herefter stiftede han Musica Ficta, som han fortsat dirigerer. En vigtig del af hans mangefacetterede arbejde handler om vokalmusik fra middelalderen og renæssancen. Bo Holten har arbejdet med en lang række orkestre i ind- og udland, og i 1990 blev han fast gæstedirigent for BBC Singers, og han har stået bag utallige koncerter, CD’er og radiooptagelser inkl. fire PROMS i Royal Albert Hall.
Som komponist har Bo Holten indtil videre præsteret hele syv operaer, fem solokoncerter, to symfonier, diverse orkesterværker og kammermusik, filmmusik samt ca. 35 værker for kor. Han har blandt andet skrevet musik til danske film som Bille Augusts Zappa og Tro, håb og kærlighed og Lars von Triers Forbrydelsens element. Hans opera Orfeo fra 1993 er i Kirsten Dehlholms spektakulære iscenesættelse én af de mest opførte danske operaer fra vor tid.
Bo Holten har gennem årene beklædt en række tillidsposter i dansk musikliv. Han har blandt andet været medlem af Statens Musikråd 1979-83 og formand for tonekunstudvalget i Statens Kunstfond.
Forud for symfonikoncerten er der gratis koncertintroduktion ved Jan Mygind kl. 18.30 i Intimsalen, og her har Bo Holten lovet at kigge forbi.
Program
Benjamin Britten: Four Sea Interludes, op. 33a
Bo Holten: Concerto Lirico – uropførelse
—
Pjotr Ilítj Tjajkovskij: Symfoni nr. 5