Sidste år var ilddåben – og i år valgte Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) at gentage succesen med det gratis åbningsarrangement af De Syngende (Jule)Træer i Kildeparken. Igen i år stod det dygtige pigekor HighNotes fra Aalborg Kulturskole klar til at synge julen ind med smukke julesange, og Restaurant AKKC by MEST diskede op med en julebod fyldt med lækkerier for både store og små, såsom gløgg, æbleskiver, varm kakao og småkager.
Flere hundrede mennesker mødte op
Flere hundrede mennesker var søndag eftermiddag mødt op i Kildeparken for at opleve den festlige åbning, hvor Aalborg Kommune traditionen tro også tændte 250 levende lys ved træerne. Og det var et fantastisk smukt syn, der mødte alle gæsterne, som kiggede forbi. For vejrguderne var med AKKC, og havde sendt den varslede snestorm længere ned i landet, hvorimod Kildeparken var dækket af et smukt, hvidt lag sne, der kun gjorde julestemningen endnu mere nærværende.
– Igen i år må vi sige, at vi er fuldstændig overvældet over, hvor mange mennesker, der havde lyst til at kigge forbi og julehygge med os ved åbningen af De Syngende (Jule)Træer. Det er helt fantastisk at se, hvordan både børn og voksne hygger sig i parken. Og så må man bare sige, at vi ikke kunne være mere heldige med vejret i år, for sådan et perfekt lag sne er virkelig lig med jul, fortæller Nicolaj Holm, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center.
62 stemningsfulde (jule)træer
Parken med De Syngende Træer har efterhånden vokset sig stor. 96 internationale kunstnere har plantet et træ i parken, og til daglig spiller musikstanderne udvalgte stykker af stjernernes mest kendte hits. I år er 62 af træerne omdannet til ”juletræer”, hvor standerne i stedet spiller stjernernes julemusik. Træerne med julemusik er i år blevet pyntet med store røde sløjfer og til-og-fra kort, så man nemt kan spotte, hvilke kunstnere, der har lavet julemusik i parken. Man kan blandt andet opleve julemusik fra Mariah Carey, Jeff Dunham, Katie Melua, Cliff Richard, Bob Dylan, Sissel Kyrkjebø, Tom Jones, Elton John, Jason Derulo og mange, mange flere.
Aalborg Kommune tænder 250 levende lys ved De Syngende (Jule)Træer 1., 2. og 3. søndag i advent kl. 15.30. I år vil der ikke være levende lys 4. søndag i advent, da det samtidig er juleaften.