Selv om klima og comedy ikke deler direkte ligheder, har de dog den ting til fælles, at de begge former vores verden – den ene med uventede plottwist og den anden med klimaforandringer.
Drivhuset kombinerer klima og comedy på en og samme aften, hvor publikum kan grine, slappe af og samtidig fordybe sig i vigtige emner omkring klima og bæredygtighed. Tv-reporter Sarah Sabir og komikerne Anne Bakland og Michael Schøt er aftenens hovedpersoner sammen med en lokal – men indtil videre hemmelig – gæst, når klima- og bæredygtighedsdebat og komisk timing går hånd i hånd til Klima & Comedy i Drivhuset onsdag 17. januar 2024 kl. 18. Det bliver sjovt, men også seriøst!
Aftenens hovedpersoner
Sarah Sabir er tv-reporter på satireprogrammet Tæt på Sandheden med komikeren Jonatan Spang. Derudover har hun tidligere været vært på r8Dio – Danmarks nye snakke-sludre-taleradio – og radioprogrammet Kaninhullet på P3 sammen med Nicholas Schrøder.
Den nordjyske komiker Anne Bakland har trådt alle landets scener tynde med sine skarpe jokes og sjove historier. På trods af sit nye liv i København, har komikeren fra Østervrå ikke givet slip på den nordjyske jargon i sin standup. Hun har deltaget i shows som Grin til Gavn, Zulu Open Mic og En Stor Aften med Simon Talbot, og er i skrivende stund aktuel med onemanshowet Sengevæder, som gæster AKKC til efteråret 2024.
Michael Schøt debuterede som komiker i 1999 og har praktiseret standup siden da. Han er kendt for at lave standup med politisk satire som omdrejningspunkt, hvor særligt hans ugentlige indslag Schøtministeriet er populært. Michael Schøt var i 2021-2022 på landevejen med sin anmelderroste onemanshow Dæmonkrati, og han står bag en lang række shows med kollegaer på kryds og tværs.
Loungestemning og fællesspisning
Aftenens Drivhus-arrangementer suppleres – som altid – med muligheden for at starte dagen allerede kl. 16 i den hyggelige drop-in lounge, hvor man kan købe en kold øl og spille et brætspil. Kl. 18 åbnes der op for fællesspisning ved langborde i bedste højskole-stil, og menuen er sammensat af Restaurant AKKC by Mest. Der tilbydes både en vegansk og kødbaseret ret. Underholdningen starter kl. 20, hvor der også vil være muligt at købe drikkevarer og snacks i baren.