Danmarks Madspildsdag: Lokale fællesspisninger skal gøre os klogere på madspild

Skrevet af: Vagthavende
23 sep, 2023 - 12:09

Sidst i september går vi til kamp mod madspild.

I anledning af Danmarks Nationale Madspildsdag den 29. september vil der i hele landet blive sat fokus på den ubalance, der er i fordelingen af ressourcer verden over.

For tallene er ikke til at tage fejl af: 1/3 af alt mad, vi producerer, går til spilde. Alene i Danmark ender hver femte indkøbskurv, vi fylder i supermarkedet, med at blive smidt ud. Det sker, mens flere end 800 millioner mennesker sulter verden over.

Det er en ubalance, som vi må gøre noget ved.

Derfor afholder ildsjæle i hele landet fællesspisninger mod madspild. Flere end 80 foreninger, skoler, sogne og andre frivillige har tilmeldt sig fællesspisninger mod madspild igennem Folkekirkens Nødhjælp.

Ikke fordi fællesspisning nødvendigvis er løsningen på madspildsproblemet, men fordi vi bliver nødt til at tale sammen om, hvordan vi kan genoprette balancen i fordelingen af fødevarer og undgå, at vi smider for meget mad ud.

”Hvis vi skal madspild til livs, skal vi lære af hinanden på kryds og tværs af grænser, generationer og professioner. Når vi går sammen i nye fællesskaber, opstår der også nye idéer og løsninger. Der er meget, vi kan lære af hinandens forskelligheder,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Fællesspisning mod madspild handler netop om, at vi igennem samtaler om middagsbordet kan lære af hinanden. Alle har noget at bidrage med, og Folkekirkens Nødhjælp har opfundet en samtalemenu, samtalekort, et kortspil mod madspild og meget andet, så vi ikke længere behøver at have madspild på menuen i Danmark.

En retfærdig fordeling af ressourcer er en af Folkekirkens Nødhjælps kerneopgaver. I 2016 slog Folkekirkens Nødhjælp dørene op til Wefood, Danmarks første butik, som sælger varer med beskadiget emballage, forkert mærkning, overskredet dato for holdbarhed m.m. Varer, der ofte ellers ville blive smidt ud. Overskuddet fra Wefood-butikkerne går til at bekæmpe sult i verdens fattigste lande.

Se flere nyheder