Kunstig intelligens skal understøtte genoptræning af borgere i Aalborg

Skrevet af: Vagthavende
30 jun, 2023 - 10:06

Aalborg modtager hvert år mere end 7.000 borgere, der skal til genoptræning efter indlæggelse på hospitalet. Processen med at evaluere, hvilket forløb der skal tilbydes borgerne, kræver meget arbejdstid. Aalborg Kommune arbejder derfor sammen med Rødovre Kommune om at udvikle kunstig intelligens til at hjælpe med at optimere denne proces.

“Vi ser et stort potentiale i at understøtte visitationen af borgere ved hjælp af kunstig intelligens, da den kan behandle data hurtigere end mennesker. Generelt håber vi at den kunstige intelligens kan sikre bedre udnyttelse af vores samlede genoptræningstilbud, men måske først og fremmest at borgeren hurtigere kommer i det rette forløb. Vi har store forventninger til den her teknologi og glæder os til at se det i brug snart,” siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.

AI-signaturprojektet er støttet med 5,9 millioner kroner fra Investeringsfonden for Ny Teknologi. Investeringsfonden er et partnerskab mellem nationale, regionale og kommunale myndigheder for at støtte afprøvning af nye teknologier i den offentlige sektor.

Kunstig intelligens er i øjeblikket under udvikling. Denne del af processen blev udført ved hjælp af historiske data fra tidligere genoptræningssessioner i Aalborg.

AI-signatur-projektet skal dog ikke erstatte mennesker.

“Det genoptræningsforløb AI foreslår til borgerne, skal i sidste ende visiteres af faguddannede terapeuter. Men der er flere processer undervejs, som AI kan gøre langt hurtigere og med en højere grad af ensartethed. Det skal give hurtigere afklaring for borgeren og bedre udnyttelse af vores ressourcer. Borgeren vil stadig blive mødt af vores personale til genoptræningen, hvor selve forløbet bliver tilrettelagt af faguddannede terapeuter,” forklarer Mikkel Grimmeshave, vicedirektør og sundhedschef i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.

Kilde: Aalborg Kommune

Se flere nyheder