Gratis event: Vær med til åbningen af DM-ugen

Skrevet af: Vagthavende
15 jun, 2023 - 06:06

Aalborg Stadion vil opleve en sand fest, når DM-ugen officielt sparkes i gang onsdag den 21. juni. Dagen begynder med en stor fanzone, hvor der vil være aktiviteter for hele familien. Derefter følger den officielle åbning med en musikalsk optræden af Jimilian, uddelingen af Kulturministerens Idrætspris og til sidst finalen i Gjensidige Kvindepokalen.

DBU (Dansk Boldspil-Union) glæder sig til at give alle en mulighed for at opleve det bedste inden for dansk kvindefodbold og samtidig være en del af startskuddet til DM-ugen 2023. Mette Bach, medlem af DBU’s bestyrelse, udtaler: “Det er glædeligt for både pokalfinalen og DM-ugen, at Kvindepokalfinalen får lov til at åbne hele ugen. Jeg ser frem til, at dansk kvindefodbold viser sig fra sin bedste side og starter ugen i Aalborg med et ordentligt brag.”

Fortuna Hjørring er forsvarende pokalmestre, efter at de sidste år vandt titlen foran FC Thy-Thisted Q. I 2020 vandt FC Nordsjælland pokalen.

Arrangementet er blevet til i samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Boldspil-Union (DBU), og det er Spar Nord Fonden, der har gjort det muligt at invitere publikum gratis på stadion. Spar Nord Fonden har også givet en særlig invitation til DM-ugens frivillige, der vil blive budt på lidt lækkert:

”Med åbningsceremonien skulle vi gerne få sparket DM-ugen rigtig godt i gang. Vi samler hele Aalborg til fodbold og koncert – og derudover ønsker vi at give ugens mange frivillige kræfter en særlig plads. Deres indsats er helt afgørende for afviklingen af danmarksmesterskaberne, og mange gør også et stort stykke arbejde hjemme i lokalforeningerne. Dén indsats vil vi gerne bakke op om,” siger fondsdirektør Bo Uggerhøj.

DIF’s formand, Hans Natorp, glæder sig over muligheden for at tilbyde publikum og de frivillige denne oplevelse:

”Det er helt unikt, at vi kan invitere alle indenfor til en så festlig begivenhed, der inkluderer alt fra underholdning, musik, prisuddeling og kvindefodbold fra øverste hylde. Vi sender en stor tak til Spar Nord Fonden for at støtte DM-ugen også i denne sammenhæng, og vi håber på, at rigtig mange har lyst til at tage del i festlighederne og være med til at sparke DM-ugen i gang med manér,” udtaler Hans Natorp.

Programmet for åbningen er som følger:

Kl. 15.30: Fanzonen åbner foran Aalborg Stadion.
Kl. 17.10-17.30: Mød det danske kvindelandshold i fodbold.
Kl. 17.15: Indgangene til stadion åbner.
Ca. kl. 17.45: Jimilian optræder på Aalborg Stadion.
Ca. kl. 18.00: Velkomst.
Ca. kl. 18.15: Uddeling af Kulturministerens Idrætspris.
Ca. kl. 18.25: Kampbolden ankommer.
Kl. 18.30: Gjensidige Kvindepokalen: FC Nordsjælland – Fortuna Hjørring.
Ca. kl. 19.25: L.I.G.A. optræder i pausen.
Ca. kl. 20.30: Tak for i dag (hvis kampen afgøres inden for den almindelige spilletid).

Ud over fanzonen og pokalfinalen vil tilskuerne også kunne nyde musikalske optrædener af Jimilian og L.I.G.A., der vil underholde under åbningsseancen og i pausen. Kort før kampstart vil kulturminister Jakob Engel-Schmidt overrække Kulturministerens Idrætspris foran et forhåbentligt velbesøgt Aalborg Stadion.

Der er lagt op til en festlig eftermiddag og aften på Aalborg Stadion, og alle er inviteret med! Adgangen er gratis for alle, så længe man har hentet en billet på forhånd og der er ledige sæder på stadion. Billetterne kan hentes gratis i DM-ugens app eller direkte via det angivne link.

DM-ugen er en stor sportsbegivenhed, der hylder det bedste inden for dansk eliteidræt. Fra den 21. til 25. juni 2023 vil der blive uddelt over 200 DM-medaljesæt i Aalborg. DM-ugen samler de officielle danmarksmesterskaber for 35 sportsgrene og mere end 100 forskellige discipliner til lands, til vands og i luften, herunder beachvolley, cykling, faldskærm, SUP, rally, golf, wakeboard og meget mere. Arrangementet bliver organiseret af Danmarks Idrætsforbund (DIF) i samarbejde med forskellige forbund og værtsbyen Aalborg. Hvis man ikke har mulighed for at være til stede i Aalborg, kan man følge DM-ugen på Danmarks Radio, hvor der vil blive sendt omkring 60 timer fra begivenheden. Dette er den anden gang, DM-ugen afholdes, og efter debuten sidste år i Aalborg går værtskabet videre til Herning i 2024.

Yderligere information kan findes på www.dmugen.dk.

Kilde: Danmarks idrætsforbund Via Ritzau

Se flere nyheder