Det er nu muligt at nominere lokale foreninger til Nordjyske Banks foreningspris 2024, hvor hele tre foreninger i Region Nordjylland har mulighed for at vinde en samlet pengepræmie på 100.000 kroner. Med den økonomiske håndsrækning ønsker den nordjyske bank at hylde og anerkende de mange frivillige, som dagligt gør en stor indsats for foreningernes medlemmer såvel som lokalsamfundet.
I 2019 lancerede Nordjyske Bank foreningsprisen for at anerkende de lokale foreninger, der dagligt bidrager til at styrke sammenholdet i nordjyske byer. Prisen er siden dengang blev uddelt årligt, og nu har nordjyderne igen mulighed for at indstille og stemme på nordjyske foreninger. Blandt de indstillede foreninger udpeges tre vindere, som modtager en samlet pengepræmie på 100.000 kroner.
– Som lokalbank stræber vi efter at støtte og hylde de utallige passionerede ildsjæle, der dagligt dedikerer sig til at gøre en forskel for lokalsamfundet gennem deres engagement i nordjyske foreninger. Deres uvurderlige bidrag sikrer Nordjylland et mangfoldigt og berigende fritidsliv for både børn, unge og voksne, hvilket styrker sammenholdet ikke kun inden for foreningerne, men også i vores byer, siger bankdirektør i Nordjyske Bank Carl Pedersen og fortsætter:
– Det er vigtigt, at vi som samfund retter opmærksomheden mod de adskillige initiativer i de nordjyske foreninger, der gør en betydelig forskel for lokalsamfundet. Derfor ønsker vi i Nordjyske Bank endnu engang at anerkende den uvurderlige indsats, der bliver lagt i de nordjyske foreninger, og vi ser frem til at fejre dette års vindere af Nordjyske Banks foreningspris.
Sidste år løb Natteravnene i Aalborg, Madkassen Hjørring og Mob Din Krop fra Frederikshavn med Nordjyske Banks foreningspris, da de alle havde gjort en særlig og bemærkelsesværdig indsats for lokalsamfundet i Nordjylland. Derfor kunne de hver indkassere en pengepræmie på 33.000 kr., der går til at understøtte foreningernes lokale indsatser.
Nordjydernes pris
Nordjyderne har stor indflydelse på, hvem der vinder foreningsprisen 2024, da de selv har mulighed for at nominere og stemme på den forening, som de mener har fortjent prisen. Herefter vil de ti foreninger, som har fået flest stemmer, gå videre til finalen sammen med ti yderligere foreninger, som udvælges blandt de indstillede foreninger. De tre endelige vindere af foreningsprisen vil efterfølgende blive udpeget af en uafhængig dommerkomite, som har tilknytning til det nordjyske.
– Foreningslivet i nordjyske byer har en betydningsfuld indvirkning på mange menneskers hverdag i hele landsdelen. Derfor repræsenterer foreningsprisen også en hyldest til hele Nordjylland, hvorfor det er vigtigt for os, at nordjyderne selv og vores nordjyske dommerpanel udpeger vinderne, og at vi hos Nordjyske Bank ingen indflydelse har på den endelige udvælgelse af de tre vindere. Vi glæder os til at se, hvem valget falder på i år, afslutter Carl Pedersen.
Man kan indstille og stemme hver dag på foreningerne via hjemmesiden foreningspris.dk indtil fredag den 2. februar kl. 12.00. Vinderne vil blive offentliggjort i løbet af marts 2024.
Dommerkomitéen består i år af advokat og partner hos Hovmøller og Thorup samt formand for Gestus Nord, Karen-Marie Hovmøller, frivillig og ildsjæl i Dybvad, Klaus Nielsen, administrerende direktør i Musikkens Hus i Aalborg, Lasse Rich Henningsen, direktør for Krogh Andersen A/S Skilte & Reklame samt frivillig i diverse foreninger, Niels Krogh Andersen, Bestyrelsesformand for Hjørring Revyen, Per Boe Larsen og direktør for Arena Nord i Frederikshavn, Per Hornum Malmberg.
Kriterier for prisen:
- Foreningen har sit virke og sine medlemmer i Region Nordjylland.
- Foreningen har sit formål indenfor det kulturelle, det sportslige, det sociale eller velgørende område.
- Foreningen har det forløbne år udvist initiativ, resultater og/eller har skabt positivt sammenhold for foreningens medlemmer eller lokalområde.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
- Bankdirektør Carl Pedersen, Nordjyske Bank, tlf. dir. 2062 1649 og e-mail: pedersen@nordjyskebank.dk
- Presseservice: Jeppe Hostrup, Publicity, tlf. 2637 1434 og e-mail: hostrup@publicity.dk