Nibe Festival uddeler hjertevarme

Skrevet af: Vagthavende
14 dec, 2023 - 15:12

Julen er i sandheden hjerternes fest i Nibe i år. I sidste uge kunne Nibe Festival offentliggøre et
rekordstort overskud på 3,6 millioner kroner, og allerede her inden jul er 325.000 kroner sendt ud
for at gøre en forskel hos nogle af de mest trængende.
Helt konkret har Den Blå Sociale Café i Hjørring, Madam Blå i Hjørring og Hjerterummet i Aalborg
hver især modtaget 25.000 kroner, og Café Parasollen i Aalborg har fået en håndsrækning på
50.000 kroner. De fire forskellige væresteder, der har modtaget juledonationer, gør hver dag en
kæmpe forskel for nogle af samfundets mest sårbare mennesker.
– Det ligger så dybt i festivalens DNA at sprede glæde og skabe minder. Lige netop derfor giver det
så god mening, at vi med vores overskud støtter op om de her væresteder, hvor dygtige og
engagerede folk hjælper til og møder udsatte med ligeværd, lyder det fra talsmand Peter Møller
Madsen.
Velgørende børnearmbånd
500 børn står i øjeblikket på venteliste til en plads på et af landets fem Julemærkehjem, og i
forbindelse med et helt nyt børnearmbånd i 2024 har festivalen indgået et samarbejde med
Julemærkehjemmene. Det betyder, at alle indtægter fra børnearmbåndet går ubeskåret til landets
fem Julemærkehjem. Som en tidlig julegave sender festivalen derfor nu de 100.000 kroner afsted
til kampen mod ensomhed hos børn og unge.
– Som en fællesskabende festival ved vi, at fællesskaber giver bedre trivsel – og det gælder også for
børn og unge. Derfor var vi slet ikke i tvivl om, at de gode folk hos Julemærkehjemmene
selvfølgelig skulle modtage en pæn juledonation, fortæller Peter Møller Madsen.
Farverig udsigt til kræftpatienter
Tilbage i oktober måned fortalte sygeplejerske Mette Gløvermose Sørensen fra Dagafsnit for
Kræftbehandling på Aalborg Universitetshospital, at hun manglede 100.000 kroner til at finansiere
et nyt gavlmaleri ved kræftafdelingen. Den gode sag kunne man ikke undgå at bemærke hos Nibe
Festival Fonden, som hurtig stod klar med støtte til projektet.
Med en donation på det fulde beløb kan nordjyske kræftpatienter snart se frem til en mere farverig
og fantasifuld udsigt, når maleriet står klar i løbet af foråret 2024. Det nye gavlmaleri bliver 3×40
meter og udføres i øvrigt af den nordjyske street art-kunstner Frida Stiil Vium, som tidligere har
lavet kunst på festivalen.

Se flere nyheder