International stjerne spiller Rachmaninovs klaverkoncert med Aalborg Symfoniorkester

Skrevet af: Vagthavende
9 nov, 2023 - 16:11

Anmeldere har mere end én gang brugt betegnelsen musikalsk geni om Evgeny Kissin, der er én af de sidste store af den russiske klaverskole. Hans guddommelige spil besidder en poetisk og lyrisk dybde, man sjældent hører. Det oplever man til fulde i klaverkoncerten, som Rachmaninov skrev, da han i 1909 blev inviteret til USA. I det krævende værk går solistens virtuose showmanship op i en højere enhed med det symfoniske orkester.

Har man set filmen Shine, vil man genkende klaverkoncerten som den, Helfgott kæmper med at spille for at gøre sin far stolt.

Beethoven og Lutosławski

Torsdagskoncerten indledes med Beethovens fine værk Ouverture, som han i 1809 fik til opgave at komponere til Wien-premieren på skuespillet Egmont af Johann Wolfgang von Goethe. Værket forvarsler de store romantiske, symfoniske digte, som komponisten skabte i anden halvdel af det 19. århundrede.

Første dels af koncerten byder også på Koncert for orkester skrevet af Wiltold Lutosławski, der betragtes som en af de vigtigste komponister i polsk musik siden Frederic Chopin. I 1967 modtog han Léonie Sonnings Musikpris. Ved priskoncerten var blandt andet Koncert for orkester på programmet, og om dette værk skrev Politikens anmelder Robert Naur dengang: ”Orkesterkunst, bevægelse som fra dansende kroppe, melodi fra det polske folk, formet i et enkelt værk af uimodståelig kraft”.

Værket er komponeret lige på tærsklen til ”det polske forår” i 1956 og er en tour de force i, hvordan komponisterne fra østblokken mestrede folkemusikken og brugte den som en integreret del af deres kunstmusik.

Forud for symfonikoncerten er der gratis koncertintroduktion ved Jan Mygind kl. 18.30 i Intimsalen.

Program
Ludwig van Beethoven: Egmont Ouverture, op. 84
Witold Lutosławski: Koncert for orkester

Se flere nyheder